Tweetet blev slettet af forfatteren.
Men vi gemte alt 🙂.
Boomet inden for kunstig intelligens er begyndt at ændre ikke bare teknologiindustrien, men også energisektoren. Datacentre, der driver AI-modeller, bruger så store mængder elektricitet, at den traditionelle infrastruktur i stigende grad ikke kan følge med efterspørgslen. Derfor er store teknologivirksomheder begyndt at opbygge deres egen energibase.
Denne artikel er oversat fra originalen. Læs den oprindelige version af vores korrespondent her.
I begyndelsen af marts underskrev Google, Microsoft, Amazon, Meta, Oracle, OpenAI og xAI i Det Hvide Hus det såkaldte Ratepayer Protection Pledge. I henhold til denne aftale forpligter virksomhederne sig til at finansiere ny elproduktion til deres datacentre. Ideen er enkel: AI-virksomheder skal levere deres egen strøm for ikke at vælte omkostningerne over på husholdninger og små virksomheder.
Det officielle mål med aftalen er at berolige vælgere, som i stigende grad er bekymrede for, at den hurtige vækst i datacentre kan få elregningen til at stige. Men bag denne politiske logik ligger en meget dybere proces: kunstig intelligens begynder at forme en ny energiinfrastruktur.
Moderne datacentre er gigantiske industrikomplekser, der kræver enorme mængder elektricitet til at drive serverracks og kølesystemer. Det gælder især for datacentre, der træner store sprogmodeller og andre AI-systemer.
Et par af disse centre kan forbruge lige så meget elektricitet som en lille by. I nogle regioner i USA er datacentre allerede blevet en af de vigtigste drivkræfter bag væksten i efterspørgslen efter elektricitet.
Det skaber nye konflikter. Lokalsamfund modsætter sig i stigende grad opførelsen af nye datacentre af frygt for overbelastede elnet og stigende takster. I flere stater er datacenterprojekter allerede blevet forsinket eller aflyst på grund af pres fra beboere og lovgivere.
Et bemærkelsesværdigt eksempel er byen Monterey Park i Californien. Her var beboerne imod opførelsen af et stort datacenter i nærheden af beboelsesområder, fordi de mente, at det kunne belaste elsystemet yderligere og forringe livskvaliteten på grund af støj og backup-dieselgeneratorer. Efter en række offentlige høringer og protester blev byens myndigheder tvunget til at gennemgå projektet og indføre et midlertidigt moratorium for yderligere opførelse af sådanne faciliteter.
Lignende konflikter bliver hyppigere, efterhånden som AI-infrastrukturen vokser hurtigt, og dens indvirkning på de lokale energisystemer primært mærkes af lokalsamfundene.
Det var på denne baggrund, at ideen til aftalen mellem regeringen og teknologivirksomhederne opstod.
Den underskrevne aftale repræsenterer meget mere end blot en politisk gestus. Teknologivirksomhederne har reelt indvilget i at finansiere nye kilder til elproduktion til deres datacentre.
Virksomhederne kan investere i at bygge nye kraftværker, udvide den eksisterende kapacitet eller modernisere elnettene. Det forventes også, at de vil betale for opgraderinger af eltransmissionsanlæg.
I praksis betyder det, at der opstår en separat energiinfrastruktur til kunstig intelligens. Tech-giganterne begynder at optræde som investorer i elproduktionen i stedet for blot at være storforbrugere.
For kun få år siden havde energipolitikken knap nok noget at gøre med udviklingen af kunstig intelligens. I dag bliver disse to industrier mere og mere sammenflettede.
Men selv om tech-giganterne er klar til at betale for den nye generation, betyder det ikke, at problemet vil blive løst hurtigt.
Det tager år at bygge kraftværker og nye net. Efterspørgslen efter AI-computerkraft vokser meget hurtigere. Derfor kan elnettene forblive under pres i lang tid.
Derudover fortsætter diskussionen i USA om, hvilke energikilder der skal drive de nye datacentre. Donald Trumps regering satser på at øge produktionen fra naturgas og andre fossile kilder. Kritikere mener, at det ville være hurtigere at udvikle sol- og vindenergi.
Men uanset kilden til elektricitet er hovedproblemet det samme: Efterspørgslen fra AI kan vokse hurtigere end energisystemets evne til at opbygge ny kapacitet.
Hele situationen viser, at kunstig intelligens ikke længere kun er en softwareteknologi. Bag chatbotternes smukke grænseflader står en massiv fysisk infrastruktur: datacentre, servere, kølesystemer, kraftledninger og kraftværker. Og jo hurtigere AI udvikler sig, jo mere ligner denne infrastruktur klassisk sværindustri.
I den forstand er aftalen i Det Hvide Hus måske bare begyndelsen på en bredere proces. Hvis efterspørgslen efter computerkraft fortsætter med at vokse med den nuværende hastighed, vil teknologivirksomhederne investere mere aktivt i energi.